Dragør Bådeværft hædres for lærlingeindsats

Hos Dragør Bådeværft uddanner de fremtidens bådebyggere og bådmekanikere. Seks ud af 18 ansatte i virksomheden er lærlinge. Udover solid faglig oplæring gør værftet også meget ud af at skabe et stærkt fællesskab på arbejdspladsen, der blandt andet inkluderer turer til bådmesser i udlandet og ugentlig motionstimer. Den særlige indsats udløser DI Hovedstadens Lærepladspris 2022, der blev overrakt af Dragørs borgmester Kenneth Gøtterup den 26. april.

– Jeg er utrolig stolt over at modtage Lærepladsprisen. Vi ønsker at tage et ansvar ved at uddanne lærlinge som har et højt fagligt niveau, hvor vi under uddannelsen konkret udformer opgaverne, så de passer til den enkeltes kompetencer. Eleverne skal også have en god oplevelse og elske at møde ind på arbejde om morgenen. Det er meget motiverende at modtage denne anerkendelse, der bekræfter, at vi gør et godt stykke arbejde, for det er et område, som mit hjerte virkelig banker for, fortæller Dirch Petersen, ejer af Dragør Bådeværft.

– Dirch og resten af kollegerne uddanner den næste generation af dygtige bådebyggere med gode praktiske kompetencer. Men det som især gjorde udslaget for, at Dragør Bådeværft skulle vinde, det er, hvor tydeligt man fornemmer hvordan elevernes trivsel er i fokus, siger Kenneth Aaby Sachse, næstformand for DI Hovedstaden. 

Prisen blev overrakt tirsdag den 26. april ved et arrangement på værftet af borgmester i Dragør Kenneth Gøtterup og chef for DI Lærlingeindsatsen Line Stentoft Andersen.

Stort tillykke til Dirch og Dragør Bådeværft.